Hyggemor

lørdag den 31. december 2011

Rigtig godt nytår

Så lakker 2011 kraftigt mod enden og vi skal snart byde et nyt år velkommen. Derfor vil jeg benytte lejligheden til, at ønske jer alle et rigtig godt og lykkeligt 2012.
Alt i alt har 2011 været et godt år for mig. Jeg kunne godt have ønsket mig at der havde været et job til mig, men sådan blev det desværre ikke. Det ønsker jeg mig i 2012. Det sidste år har været året, hvor der blev en hel del mindre af mig, rent fysisk. Det har gjort mig lidt mere glad synes jeg og mange ting er blevet nemmere. Den nye livsstil er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv i lang tid, ikke mindst den motionsform jeg er blevet så glad for, nemlig Zumba. Jeg ville aldrig have troet for et år siden, at jeg skulle blive så glad for at være så aktiv og svede i en time, men jeg elsker det og fortsætter helt sikkert i det nye år.
2011 var også året hvor min dejlige Noah startede i skole. Det var en stor dag som han så meget frem til. Det går rigtig godt i skolen og han er meget glad for det. Sille pigen blev skrevet op til skole og skal starte i året der starter lige om lidt. Det er dårlig nok gået op for mig....store pige.
Man siger nogen gange at 3. gang er lykkens gang og det var det også for Claus i 2011. Han bestod nemlig den efterstræbede mundtlige eksamen til statsaut. revisor. Det var SÅ fortjent og han har knoklet for det, så det var en lettelse uden lige, at han kom igennem.
Jeg skal også lige have med her, at jeg er så taknemmelig for at have så mange dejlige mennesker i mit liv; mine børn, min mand, familie, venner og bekendte. Uden jer ville livet ikke være værd at leve. Jeg vil gerne takke alle de der læste med her på min blog og en speciel tak til dem der brugte tid på at efterlade en kommentar og til de der han linket til bloggen. Det er jer der gør, at jeg har lyst til at fortsætte og dele bl.a. opskrifter på dejlig mad som jeg elsker.
I aften skal vi være sammen med nogle dejlige venner, som jeg elsker. Jeg glæder mig rigtig meget til at nyde dem og den gode mad og vin vi skal indtage sammen.
Rigtig godt nytår allesammen! Jeg glæder mig til vi ses i det nye år.

lørdag den 17. december 2011

Verdens nemmeste boller

Det er disser her, som jeg bagte i morges til morgen mad. Og hvem synes ikke at friskbagte boller til morgenmad er lækkert?
Nu lyder det måske meget overskudsagtigt at stå og bage boller om morgenen, men dejen blev rørt sammen i går aftes. Den har så stået i køleskabet natten over og hævet og er dermed klar til at blive bagt næste morgen. Opskriften er efter mit hoved og man kan stort set bruge lige hvad man har lyst til hvad angår meltyper og "fyld".
Ca. ½ liter lunkent vand
25 gr. gær
Ca. en tsk. salt

Rør gær og salt ud i det lunkne vand og tilsæt mel. I disse boller har jeg brugt ca. lige dele grahamsmel, durummel og hvedemel. Dejen skal have konsistens som en tyk havregrød og derfor skal den kun røres godt sammen, ikke æltes. Hvis man vil have andet i udover mel, kan man f.eks bruge: Havregryn, solsikkekerner, revet gulerod, hørfrø, andre kerner og meget meget mere. Dæk skålen til med film og prik huller heri. Sæt skålen i køleskabet natten over. Næste dag sættes dejen på en bageplade med bagepapir med to spiseskeer. Drys evt. med birkes, sesamfrø, hørfrø eller solsikkekerner. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 20 min.  Af denne portion bliver der ca. 8 boller, alt efter størrelse.
Jeg har tit bagt disse boller til morgenmad i weekenden, fordi de er så super nemme og lækre. Det gode er, at de jo kan varieres i det uendelige.

lørdag den 10. december 2011

Brændte mandler

Her til eftermiddag fik jeg lige lavet en gang brændte mandler. Det er min egen opskrift og er lidt på slum, men jeg skal prøve at komme med en opskrift her.

200-250 gr. mandler
ca. 2½ dl. florsukker
ca. ½ dl. vand
Kanel efter smag

Sæt mandlerne i oven på en brade i ca. 5 min. ved 200 grader. Bland florsukker, vand og kanel på en pande og rør til det ligner en tynd glasur. Varm "glasuren" op og lade det koge lidt ind inden mandlerne kommer på. På et tidpunkt bliver sukkeret hvidt, men lad panden blive på varmen alligevel.
Når sukkeret begynder at karamelisere skal der skruges ned for varmen. Når mandlerne er flot gyldne tages de af varmen og spredes ud på et stykke bagepapir. Sørg for at skille dem nogenlunde ad så det ikke er en stor klump. Når de er afkølede skilles de helt ad. For at undgå de klistrer for meget til fingrene, kan man smøre lidt madolie på fingrene.
Så er de klar til at blive spist. Jeg tvivler på at denne portion holder weekenden over :-)

mandag den 5. december 2011

Kokosmakroner

En yndling, som jeg ikke har bagt i nærmest 100 år. Denne opskrift er en jeg har med hjemmefra, hvilket jeg synes er rigtig hyggeligt.

100 gr. smør
2 æg
200 gr. sukker
3 spsk. mel
250 gr. kokosmel

Pisk æg og sukker godt sammen og tilsæt den smeltede og afkølede smør. Pisk mel i og rør til sidst kokosmel i dejen. Sættes på bagepapir med til skeer. Størrelsen på dem bestemmer man jo selv. Der skal være god afstand i mellem, da de flyder lidt ud. Bages ved 200 grader til de er gyldne.
Hvis man, som jeg, er en chokolade gris, så kan mad toppe dem med smeltet mørk chokolade.