Hyggemor

fredag den 6. april 2012

Philipinsk nudelsuppe

Denne rigtig lækre og sunde ret fik vi serveret på mit arbejde en dag, og den måtte også afprøves herhjemme. Man kan jo variere den som man har lyst til med de grøntsager man bedst kan lide.
Her er hvad jeg brugte (4 personer):

2 kogte kyllingebryster
150 gram store rejer
3 gulerødder
3 forårsløg
1 stort løg
2 kinesiske hvidløg eller 4 fed
Ca. 125 gram tørrede nudler
1 liter vand
1 bouillon terning (fisk eller høne)
Soyasauce
Sød chilisauce

Grøntsagerne ordnes og gulerødderne strimles fint eller rives groft. Forårsløgene snittes fint. Løges halveres og skæres i tynde (halve) ringe og hvidløget hakkes fint. Kyllingebrysterne skæres i fine strimler.
Vandet bringes i kog og bouillonterningen tilsættes sammen med soyasauce og sød chilisauce (efter smag). Jeg brugte fiskebouillon og tilsatte desuden saften fra rejerne. Løg og hvidløg steges på en pande til de er gyldenbrune. Nudlerne koges efter anvisning og vandet hældes fra. Det hele puttes i små skåle. Ved spisebordet tager man det man vil have i en dyb tallerken og hælder til sidst den varme supper over. Spises med ske og spisepinde. Velbekomme!

onsdag den 8. februar 2012

Orden i sagerne

ENDELIG fik jeg lidt orden på mine indlæg herinde. Jeg er ikke en haj til dette her blogger, men med hjælp fra min dygtige søster lykkes det at få opdelt indlæggende så de er nemmere at finde rundt i. Vi fik oveni købet sat en print knap under indlæggende, så de nemt kan printes ud. Da det jo mest er opskrifter jeg skriver herinde, er det jo meget praktisk at kunne printe dem :-) Ude i venstre side af bloggen finder du en overskrift som hedder Etiketter....derunder finder du de kategorier jeg har lavet. Der mangler stadig lidt finpudsning, men det bliver helt sikkert nemmere fremover, at navigerer rundt i indlæggende/opskrifterne herinde.
God fornøjelse :-)

lørdag den 4. februar 2012

Hindbærsnitter

Endelig fik jeg bagt denne yndling, som jeg længe har haft lyst til. Jeg blev bestemt ikke skuffet over resultatet....mums hvor er de gode.

Hindbærsnitter (ca. 12 stk.)
400 gr. hvedemel
100 gr. mandelmel (mandler som er blendet meget fint)
50 gr. flormelis
300 gr. blødt smør
2 æggeblommer

Hvedemel, mandelmel og flormelis røres sammen i en skål. Smuldr smøret i og ælt til det hele samler sig. Tilsæt æggeblommer og ælt det godt sammen. Pak dejen ind i film og læg det i køleskabet ½ times tid. Del dejen i to og rul det tyndt ud til to firkanter. Læg den ene på en bageplade med bagepapir og smør ca. 200 gr. hindbærsyltetøj på og læg derefter den anden plade ovenpå. Tryk forsigtigt så evt. lufthuller forsvinder. Prik med en gaffel og bag ved 200 grader i ca. 20 min.

Glasur:
Ca. 4 dl. flormelis
Saften af 1 citron

Rør glasuren godt sammen. Den skal være rimelig tyk, men spæd evt. op med vand hvis citronsaften ikke er nok. Hæld glasuren over den let afkølede kage og drys med krymmel mens glasuren stadig er våd.
Skær kagen ud i passende str. snitter. Jeg lavede dem ca. halvt så store som dem man køber hos bageren.

Velbekomme og rigtig god weekend :-)



torsdag den 19. januar 2012

Fisk i butterdej med beurre blanc sauce

Så er jeg tilbage her ovenpå jul, nytår og et par fødselsdage. Det er ved at være noget tid siden jeg lavede denne ret, men den fortjener at blive vist, for den smager bare så godt. Den er lavet med kraftig inspiration fra James Price og Mette Blomsterberg. Jeg kunne ikke finde opskriften på nettet, så jeg prøvede at genskabe den inde i mit hoved :-) Opskriften her er til 2 personer.
Start med beurre blanc saucen, for den skal stå og koge ind og det tager noget tid.

Beurre Blanc sauce:
Ca. 3 dl. hvidvin
Et mellemstort løg i tern
Et nip salt og ca. 6 hele peberkorn

Alle ingredienser koges op i en gryde, skru ned for varmen så det småkoger. Lad det koge ind til ca. det halve (UDEN låg) og hæld det derefter gennem en sigte. Lige inden servering koges det op igen og der piskes kold smør i.  Mængden af smør er efter smag, men ca. 100 gr. er nok meget passende.

Fisk i butterdej:
3 plader butterdej (optøet)
1 porre
3 gulerødder
3 torskefileter (eller anden hvid fisk, f.eks. sej)
Salt og peber.

Skær porren i ca. ½ cm tykke skiver. Skræl gulerødderne og lav strimler med skrælleren af gulerødderne. Sautér grøntsagerne et par min. på panden og krydr med salt og peber.
Læg 3 halve butterdejsplader ovenpå hinanden og rul dem ud til en tynd plade. Læg pladen ned i en skål på ca. 10 cm. i diameter. Fyld ca. 2/3 op med de sauterede grøntsager.
Læg derefter fisken på og luk butterdejen godt til. Vend den ud på en bageplade og pensl med et sammenpisket æg. Lav derefter en butterdejspakke mere.
Bag dem ved 200 grader i 20-25 min. til de er flotte gyldne.Lad dem køle lidt af og sæt dem på en tallerken og hæld Beurre blanc sauce rundt om og nyd dem. Mmmmmm, siger jeg bare!
I dag skal manden og jeg ud at spise og det bliver dejligt! Hvad der ikke er så dejligt er, at jeg har fået noget så ondt i halsen og en forkølelse der er godt i gang med at indtage min krop. Øv, siger jeg bare!! Så måske står de næste par dage på seng og varm te? Jeg håber det ikke.